Højriis
                                              
                        

Højriis blev bygget i 1902 som sommerbolig for Konsul og Tekstilfabrikant Chr. Juncher, der havde helårsbolig i Slotsgade 3 i Randers. (Junchers Konfektionsfabrik blev grundlagt i 1852)
I Junchers tid var Højriis noget af et herskabshjem, med fire tjenestepiger, chauffør og gartner. På den anden side af Udbyhøjvej, over for Højriis, lå et areal, som også tilhørte Juncher. Her var der frugttræer og grøntsager, som blev brugt i husholdningen. Desuden var der tennisbaner, som flittigt blev brugt af familien.

Højriis var i mange år Amtsmandsbolig.
Der boede Kammerherre Andersen, tidligere amtmand i Randers med sin frue og mange husker sikkert den høje hæk, der var ned langs ejendommens matrikel, ud mod Udbyhøjvej.
Jeg var selv derinde med brød, da jeg var svajer hos Bagerm. Henriksen på Tjærbyvej.
Men det var sjældent, at jeg så nogen på ejendommen, da jeg altid fik at vide, at brødet skulle stille over i en af sidebygningerne.
 
Højriis betragtes af DronningborgBorgerne som deres gamle Kulturhus, som i mange år husede Dronningborg Bibliotek og tillige var tilholdssted for mange forskellige foreninger og klubber samt mødelokaler og aktivitetscenter for områdets beboere.

Lige indtil Randers byråd, med Borgmesteren i spidsen, solgte huset til Dronningborg Maskinfabrik, på trods af borgernes protester. Det ville svare til, at man solgte Kulturhuset i Randers til Randers Tandhjulsfabrik (lige bortset fra, at "Højriis" har betydelig mere kulturværdi end den cementklods, der ligger i Randers)
 
Dronningborg Biblioteket startede på Højriis d. 15 Sep. 1966.
                          

 Det blomstrede for os, og en dag var Højris til salg.Vi fik forkøbsret og et godt tilbud. Et enigt sogneråd købte bygningen uden at vide præcis, hvad den skulle bruges til. En arkitekt på besøg så den og sagde: "Alle tiders Bibliotek.", og sådan blev det. Vi indrettede og holdt vedlige, og vi afleverede en smuk og velholdt bygning til Randers kommune, siger Egil Pedersen.

Det er klart, at jeg er ked af, at den fik lov at forfalde, og jeg ville også være ked af at se den revet ned. Helst vil jeg have den bevaret som kulturhus, men jeg vil også gerne se en virksomhed med 800 mennesker blomstre. Det er vigtigere at forhindre en stor virksomhed i at flytte end at bevare Højriis som bibliotek.

I hele denne Højriis-debat er jeg altså ikke ensidigt på den ene side frem for den anden, siger Egil Pedersen, der følger med til trods for, at han begyndte at miste synet allerde i 1979.