Kapitel III
Dronningborg Len
(1547 - 1793)
Før Reformationen var der i Danmark tre spillere, der kæmpede om magten: Den katolske kirke ved de magtfulde og pengegriske bisper, adelen samt Kongen. Sidstnævnte prøvede som regel at spille de to andre ud mod hinanden for selv at få så meget magt som muligt.
Med Reformationen blev den ene spiller sat skakmat, og helt op til 1848 skiftedes Kongen og Adelen til at holde hinanden i skak.
Krige koster nemlig en masse penge, og især Christian den IV var helt vild med den slags, og for at skaffe penge til denne hobby, måtte han sælge ud af sine besiddelser. På den måde blev pengene fordelt, og en ny spiller kom på banen: Storkøbmændene.
Men det var denne nye "Kongemagt", der førte til oprettelse af Dronningborg Len for at sikre Kongens position i området.
Dronningborg Len bestod af Gerlev, Onsild, Nørhald, Støvring, Galten, Hovlbjerg, Rougsø og Sønderhald Herreder.
Når jeg tidligere har bemærket, at Randers kun var en lille brik i Dronningborg Len, skal det ses ud fra, at Randers på det tidspunkt, kun havde 1500-2000 indb. (ca. samme størrelse som det daværende Aarhus)
Det var de før omtalte Storkøbmænd, der lagde grundlaget for Randers som den handelsstad, vi kender i dag, men det var også de samme Storkøbmænd, der hundrede år senere, i 1660, leverede grundlaget for, at en total uduelig monark, Frederik den III (1648-70) kunne udråbe sig som enevældskonge.
Fra da af og til enevældens ophævelse var der kun én spiller på banen: Kongen.
Storkøbmændene spillede ganske vist med, men som blind makker, ud fra devisen: Belønningen kommer til den, der udviser tålmodighed.
I forhold til de andre bydele udvikledes den østlige del af byen - mod Dronningborg - sig forholdsvis sent. Hovedårsagen hertil var i væsentlig grad "Hærvejen", også kaldet "Kongevejen".
Lige som Randers opstod på grund af overgangen over "Guden" - Gudenåen - således opstod Vorup ret tidligt i historien. På den anden side af åen lå nemlig vejen sydpå (eller sydfra) mod Skanderborg Slot, hvor f.eks. Christian den IV yndede at opholde sig. Ad Vesterport førte vejen til Viborg, som i gamle dage var en betydningsfuld by, og gennem Nørreport gik vejen til Ålborg. Adelgade (eller Algade) er således en af de ældste gader i byen og kan betegnes som en gammel Hærvej.
Derimod var der ikke rigtigt noget at komme efter i østlig retning, undtagen når Bisperne og senere Kongen skulle ud på Østrup Borg for at nyde den landlige idyl eller for at gå på jagt i et af Østjyllands mest frugtbare og naturskønne områder.
Efter et maleri af Jes Jessen fra 1796
Her virker Flintebjerg unægtelig som et bjerg.
De første større anlæg uden for Østerport kom ret sent. Først i 1801-02 byggedes Nørrejyllands Tøjhus på Udbyhøjvej, og Tøjhushaven blev anlagt i 1802-05.
I 1811 indviedes Østre Kirkegård. I 1829 begyndte beplantningen af "de nøgne grusbakker" uden for Østerport (Skovbakken).
Henrik Pontoppidan beskriver i 1800-tallet Randers således:
"Den lille Engby ved Foden af de høje Bakker
var vel hans hellige Stad,
Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen
for ham gik tilbage til alle Tings Ophav".
Efter denne sammenkogte ret af historiens forløb, vil jeg i næste kapitel forsøge at spore de tidlige spirer, der førte til nutidens Dronningborg.
Læs om Dronningborg`s Historie
Dronningborg Len
(1547 - 1793)
Før Reformationen var der i Danmark tre spillere, der kæmpede om magten: Den katolske kirke ved de magtfulde og pengegriske bisper, adelen samt Kongen. Sidstnævnte prøvede som regel at spille de to andre ud mod hinanden for selv at få så meget magt som muligt.
Med Reformationen blev den ene spiller sat skakmat, og helt op til 1848 skiftedes Kongen og Adelen til at holde hinanden i skak.
| I perioden efter Reformationen, hvor de enorme jordegodser og rigdomme, der før havde tilhørt Kirken, nu tilfaldt Kronen, var det Kongen der pludselig var kommet i besiddelse af de ting, der gav magt: Jord og anden fast ejendom. Det der førte det økonomiske opsving med sig, var ironisk nok - Krig |
 Model af et af datidens krigsskibe, der hænger i Sct. Mortens Kirke En Fregat, bestykket med 30 kanoner. |
Men det var denne nye "Kongemagt", der førte til oprettelse af Dronningborg Len for at sikre Kongens position i området.
Dronningborg Len bestod af Gerlev, Onsild, Nørhald, Støvring, Galten, Hovlbjerg, Rougsø og Sønderhald Herreder.
Når jeg tidligere har bemærket, at Randers kun var en lille brik i Dronningborg Len, skal det ses ud fra, at Randers på det tidspunkt, kun havde 1500-2000 indb. (ca. samme størrelse som det daværende Aarhus)
Det var de før omtalte Storkøbmænd, der lagde grundlaget for Randers som den handelsstad, vi kender i dag, men det var også de samme Storkøbmænd, der hundrede år senere, i 1660, leverede grundlaget for, at en total uduelig monark, Frederik den III (1648-70) kunne udråbe sig som enevældskonge.
Fra da af og til enevældens ophævelse var der kun én spiller på banen: Kongen.
Storkøbmændene spillede ganske vist med, men som blind makker, ud fra devisen: Belønningen kommer til den, der udviser tålmodighed.
I forhold til de andre bydele udvikledes den østlige del af byen - mod Dronningborg - sig forholdsvis sent. Hovedårsagen hertil var i væsentlig grad "Hærvejen", også kaldet "Kongevejen".
Lige som Randers opstod på grund af overgangen over "Guden" - Gudenåen - således opstod Vorup ret tidligt i historien. På den anden side af åen lå nemlig vejen sydpå (eller sydfra) mod Skanderborg Slot, hvor f.eks. Christian den IV yndede at opholde sig. Ad Vesterport førte vejen til Viborg, som i gamle dage var en betydningsfuld by, og gennem Nørreport gik vejen til Ålborg. Adelgade (eller Algade) er således en af de ældste gader i byen og kan betegnes som en gammel Hærvej.
Derimod var der ikke rigtigt noget at komme efter i østlig retning, undtagen når Bisperne og senere Kongen skulle ud på Østrup Borg for at nyde den landlige idyl eller for at gå på jagt i et af Østjyllands mest frugtbare og naturskønne områder.
Efter et maleri af Jes Jessen fra 1796
Her virker Flintebjerg unægtelig som et bjerg.
De første større anlæg uden for Østerport kom ret sent. Først i 1801-02 byggedes Nørrejyllands Tøjhus på Udbyhøjvej, og Tøjhushaven blev anlagt i 1802-05.
I 1811 indviedes Østre Kirkegård. I 1829 begyndte beplantningen af "de nøgne grusbakker" uden for Østerport (Skovbakken).
Henrik Pontoppidan beskriver i 1800-tallet Randers således:
"Den lille Engby ved Foden af de høje Bakker
var vel hans hellige Stad,
Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen
for ham gik tilbage til alle Tings Ophav".
Efter denne sammenkogte ret af historiens forløb, vil jeg i næste kapitel forsøge at spore de tidlige spirer, der førte til nutidens Dronningborg.
Læs om Dronningborg`s Historie