DDS - De blå
2. Randers Dronningborg
Historisk tilbageblik - Ib Trankjær
2. Randers Dronningborg
Historisk tilbageblik - Ib Trankjær
 |
| 60 års jubilæum DDS-spejderene har haft tilholdssted i Dronningborg fra 1973. Deres første lokaler havde de i kælderen under Højriis, hvor der overpå var bibliotek. Tidligere havde troppen 2. Randers hjemsted på det gamle sygehus i Randers. Da sygehuset blev revet ned, flyttede spejderene til Dronningborg. Samtidig blev troppens navn ændret til 2. Randers Dronningborg. |
 |
 |
 |
|
Jørgen Boje stå yders til venstre i en afvigende uniform
 |
 |
Højriis
 |
| På Højriis var der god udenomsplads til, at ulvene kunne lege fx i tovene på legepladsen. |
| Også indendørs blev brugt tove. Her laver ulve i deres lokale i kælderen en ”stridsvogn”. Ulveleder Kirsten Molbo instruerer. |
 |
Dronningborg–dag 1988
Spejderne deltog med spejderaktiviteter på plænen foran Højriis.
Spejderne deltog med spejderaktiviteter på plænen foran Højriis.
 |
| Højt at flyve – dybt at falde! Plask! Hvem ramte pladen? |
Kamp for at bevare Højriis
Desværre kom spejderne også på anden vis ud i tovene. Det skete, da Randers Kommune i 1995 besluttede at sælge Højriis. Beslutningen medførte en voldsom protest fra borgerne over, at de skulle miste det lokale bibliotek/kulturhus. For spejderne betød det en frygt for at miste mødelokaler. Spejdernes forældre var derfor særdeles aktive i kampen for at bevare Højriis som bibliotek/kulturhus.
Desværre kom spejderne også på anden vis ud i tovene. Det skete, da Randers Kommune i 1995 besluttede at sælge Højriis. Beslutningen medførte en voldsom protest fra borgerne over, at de skulle miste det lokale bibliotek/kulturhus. For spejderne betød det en frygt for at miste mødelokaler. Spejdernes forældre var derfor særdeles aktive i kampen for at bevare Højriis som bibliotek/kulturhus.
 |
| Billederne er fra et protestmøde afholdt i Salen på Højriis. Et dejligt lokale, vi efter afviklingen af Dronningborg Maskinfabrik, i dag nok kunne have ønsket os som en del af et lokalt kulturhus. |
Efter tabet af Højriis var spejderne så heldige at få anvist et nyt tilholdssted i det gamle DB-klubhus.
Her havde FDF-søspejderne i forvejen plads til deres både.
Her havde FDF-søspejderne i forvejen plads til deres både.
 |
| Historier fra spejderlivet kan læses i de gamle dagbøger, der kan ses på Spejdermuseet Møllestræde. |
Spejderminder
Henriette Kallehauge
Jeg var spejder i 2. Randers Dronningborg fra 1976 til 1991. Jeg startede som ulveunge og blev sidenhen junior- og storspejder og sluttede som juniorleder. Jeg er blevet opfordret til at fortælle om nogle af de oplevelser jeg har haft som spejder og der er nok at tage af! Jeg starter med:
Divisionsturneringen 1981
- hvor vi vandt lejrsportskonkurrencen.
Der var flere højdepunkter i løbet af et spejderår og et af dem var divisionsturneringen. Jeg var med i patruljen Høgen hvor Bo (Trankjær) var patruljeleder. Bo var en meget energisk og pertentlig patruljeleder. Vi trænede hårdt op til ”divi’en” så vi havde bedst mulig chance for at opnå gode placeringer. Vi øvede knob, besnøringer, morse og lage strategier for terrænbanen. Et af de områder Bo satsede hårdt på var lejrsport. Her gjaldt det om at have en perfekt udseende lejrplads foruden at kunne lave et måltid mad som skulle bedømmes af de strenge dommere. Det med maden var vi ikke specielt gode til, men at indrette lejrplads var vi eksperter i. På divisionsturneringen 1982 deltog vi med det maksimale antal man kan være i en patrulje. 8 medlemmer var vi og alle havde en på forhånd tildelt opgave. Vi arbejde flittigt og omhyggeligt! Besnøringerne skulle ikke bare være faste og stærke. De skulle også se pæne ud. Min opgave var blandet andet at lave låget til fedtfælden foruden at samle spåner op fra græsset!
Henriette Kallehauge
Jeg var spejder i 2. Randers Dronningborg fra 1976 til 1991. Jeg startede som ulveunge og blev sidenhen junior- og storspejder og sluttede som juniorleder. Jeg er blevet opfordret til at fortælle om nogle af de oplevelser jeg har haft som spejder og der er nok at tage af! Jeg starter med:
Divisionsturneringen 1981
- hvor vi vandt lejrsportskonkurrencen.
Der var flere højdepunkter i løbet af et spejderår og et af dem var divisionsturneringen. Jeg var med i patruljen Høgen hvor Bo (Trankjær) var patruljeleder. Bo var en meget energisk og pertentlig patruljeleder. Vi trænede hårdt op til ”divi’en” så vi havde bedst mulig chance for at opnå gode placeringer. Vi øvede knob, besnøringer, morse og lage strategier for terrænbanen. Et af de områder Bo satsede hårdt på var lejrsport. Her gjaldt det om at have en perfekt udseende lejrplads foruden at kunne lave et måltid mad som skulle bedømmes af de strenge dommere. Det med maden var vi ikke specielt gode til, men at indrette lejrplads var vi eksperter i. På divisionsturneringen 1982 deltog vi med det maksimale antal man kan være i en patrulje. 8 medlemmer var vi og alle havde en på forhånd tildelt opgave. Vi arbejde flittigt og omhyggeligt! Besnøringerne skulle ikke bare være faste og stærke. De skulle også se pæne ud. Min opgave var blandet andet at lave låget til fedtfælden foruden at samle spåner op fra græsset!
Indhegningen
Bo havde set en flot indhegning i en gammel spejderbog og sat sig for, at vi skulle have sådan en omkring vores lejrplads. Jeg er ret sikker på han havde øvet sig på forhånd. Enten på en weekendtur eller måske endda i fritiden! Indhegningen blev udført af Bo med hjælp fra Christian. Det var en simpel men svær indhegning. To parallelle snore der blev spændt sammen med en tyndere snor i et sirligt mønster.
Bo havde set en flot indhegning i en gammel spejderbog og sat sig for, at vi skulle have sådan en omkring vores lejrplads. Jeg er ret sikker på han havde øvet sig på forhånd. Enten på en weekendtur eller måske endda i fritiden! Indhegningen blev udført af Bo med hjælp fra Christian. Det var en simpel men svær indhegning. To parallelle snore der blev spændt sammen med en tyndere snor i et sirligt mønster.
 |
|
|
Hemmeligheden lå i materialerne. Det gjaldt om et have en tynd snor, der så pæn ud. En konkurrerende patrulje forsøgte sig med at kopiere vores indhegning ved at bruge et besnøringstov og det så forfærdeligt ud! Den øvrige del af kunsten lå i at være ekstrem omhyggelig. Jeg mindes at Bo og Christian brugte flere timer liggende på knæ og udstyret med målebånd, så mønsteret blev perfekt. Undervejs i processen måtte der ikke slækkes på den tynde snor, for så ville hele snores løsne sig og mønsteret krølle sammen! Det betød at der skulle overholdes en sikkerhedsafstand til indhegningen! Ingen måtte komme for tæt på for ikke at risikere at røre snoren! Bo og Christian arbejde i dyb koncentration mens vi øvrige patruljemedlemmer tilså at ingen kom for tæt på. Al vores hårde arbejde belønnede sig. Vi vandt overlegent konkurrencen i lejrsport foruden en flot placering i løbet også.
 |
| Høgens dagbog 1981 |
Præmieoverrækkelse
 |
|
|
Tovtrækning
Et vigtigt indslag på divisionsturneringen var tovtrækning. Umiddelbart ser det måske enkelt ud, men i denne ædle sport var der masser af detaljer og taktik som vi øvede og finpudsede op til turneringerne. Bagstopperen på holdet havde rebet bag om ryggen og de øvrige deltagere stod skiftevis på højre og venstre side. Det var ikke kun et spørgsmål om muskelstyrke. Det gjaldt om at stå godt. Have godt fodtøj på og hælene solidt kilet i jorden! Maven og brystet skulle op og man skulle hive ved at gå baglæns med små skridt. Ikke kun ved at bruge armkræfterne. Ligesom man i roning har en kaptajn der dirigerer sit hold, var lederen for grenen en vigtig brik i tovtrækningen. Han eller hun, evt. flere, stod foran sit hold med front imod dem og brølede af sine lungers fulde kraft: ”HIIIIIIV SÅ, HIIIIIIV SÅ, HIIIIV SÅ” samtidig med at man med sin spejderhat i hånden skubbede i luften for at vise den rigtige retning. Hvis man som leder kom hjem uden at blive hæs var arbejdet ikke gjort godt nok!
Jeg holdt meget af tovtrækning. Det var en spændende disciplin hvor man fik et hurtigt resultat. Samtidig gav det mulighed for at få en sejr selvom man i øvrigt havde klaret sig dårligt i løbet!
Et vigtigt indslag på divisionsturneringen var tovtrækning. Umiddelbart ser det måske enkelt ud, men i denne ædle sport var der masser af detaljer og taktik som vi øvede og finpudsede op til turneringerne. Bagstopperen på holdet havde rebet bag om ryggen og de øvrige deltagere stod skiftevis på højre og venstre side. Det var ikke kun et spørgsmål om muskelstyrke. Det gjaldt om at stå godt. Have godt fodtøj på og hælene solidt kilet i jorden! Maven og brystet skulle op og man skulle hive ved at gå baglæns med små skridt. Ikke kun ved at bruge armkræfterne. Ligesom man i roning har en kaptajn der dirigerer sit hold, var lederen for grenen en vigtig brik i tovtrækningen. Han eller hun, evt. flere, stod foran sit hold med front imod dem og brølede af sine lungers fulde kraft: ”HIIIIIIV SÅ, HIIIIIIV SÅ, HIIIIV SÅ” samtidig med at man med sin spejderhat i hånden skubbede i luften for at vise den rigtige retning. Hvis man som leder kom hjem uden at blive hæs var arbejdet ikke gjort godt nok!
Jeg holdt meget af tovtrækning. Det var en spændende disciplin hvor man fik et hurtigt resultat. Samtidig gav det mulighed for at få en sejr selvom man i øvrigt havde klaret sig dårligt i løbet!
 |
|
Pind
En anden ”sportsgren” som var meget populær, mens jeg var spejder, var at spille ”pind”. Det foregik stort set, som når man spiller rundbold. Dog var tennisbolden skiftet ud med en kort pind og boldbattet med en kæp. Pinden blev placeret på tværs af to stykker brænde, eller to store sten. Med den lange kæp vippede man så pinden i en stor bue ud i marken. Her var det udeholdets opgave at gribe pinden og kaste den tilbage. Når den blev kastet tilbage gjaldt det om med kæppen at slå pinden ud igen. De bedste kunne med et ordentligt smæld slå pinden helt utrolig langt ud og resten af holdet skulle så løbe point hjem på samme måde som i rundbold. At spille pind var altid et hit på weekendture eller på en almindelig spejderaften. Et godt kort at hive ud af ærmet hvis man som leder havde brug for noget at få tiden til at gå med!
En anden ”sportsgren” som var meget populær, mens jeg var spejder, var at spille ”pind”. Det foregik stort set, som når man spiller rundbold. Dog var tennisbolden skiftet ud med en kort pind og boldbattet med en kæp. Pinden blev placeret på tværs af to stykker brænde, eller to store sten. Med den lange kæp vippede man så pinden i en stor bue ud i marken. Her var det udeholdets opgave at gribe pinden og kaste den tilbage. Når den blev kastet tilbage gjaldt det om med kæppen at slå pinden ud igen. De bedste kunne med et ordentligt smæld slå pinden helt utrolig langt ud og resten af holdet skulle så løbe point hjem på samme måde som i rundbold. At spille pind var altid et hit på weekendture eller på en almindelig spejderaften. Et godt kort at hive ud af ærmet hvis man som leder havde brug for noget at få tiden til at gå med!
 |
| På en forårstur med juniorgrenen til Vissinghytten omkring 1990 spilles der pind. Med ryggen tættest på kameraet er det Britt. Med den stribede jakke er det Mette Hammer. Drengene kan jeg ikke huske navnene på |
